Vejen Billedskoles 2. nyhedsbrev

Så lykkedes det. Vejen Billedskole startede og det allerførste semester nærmer sig allerede sin afslutning! Sikke en masse oplevelser vi har haft – en mængde nye indtryk for eleverne, lærerne og museet. Nu kan man for alvor at mærke de skabende ånder i billedskolens lokale, og undervisningen er ved at have fundet sin form. Det ses nu klart, at man med 2,5 timer kan nå noget helt andet end i skolen, og med 10 elever er der både en anden nærhed og mulighed for at fordybe sig.


GIPSWEEKEND

Ud over den faste undervisning bød allerede 1. semester på to tilbud, der primært var etableret for at imødekomme anmodninger fra de mange, der var kommet på venteliste. Det viste sig, at kun ganske få af dem tog imod tilbudet, men vi har fået at vide, at det for rigtig mange har vist sig svært at afsætte en hel weekend, og så med så forholdsvis kort varsel set i forhold til familiernes velfyldte kalendere. Vi vælger derfor i andet semester at arbejde hen over fredag-lørdag og at melde alle tilbud ud inden sæsonstart. Så håber vi, at rigtig mange af Jer vil melde til, så eleverne får mulighed for at træffe disse levende, udøvende kunstnere. En enkelt har kommenteret prisen, men set i lyset af tilsvarende arrangementer i sportens verden, og med udgifter til løn, transport, materialer m.m. kan det ikke blive anderledes. Faktisk er det noget af et scoop, når vi til den pris kan tilbyde det direkte møde med nogle af landets dygtige udøvende kunstnere. De holder af Vejen Kunstmuseum, og tager sig derfor tid til at komme og give os en stor oplevelse. For deltagerne kan bekræfte, at gipsweekenden med Tine Hecht-Petersen var en KÆMPE oplevelse. Hun har åbnet vores øjne for gipsens verden, og jeg er sikker på, at skolens undervisere fik lige så meget med hjem som de super engagerede elever. Dagene, der blev velsignet med pragtfuldt vejr, kan I læse lidt mere om klik her for at læse om Gipsweekenden okt. 2005. Der ligger også en del billeder, der fortæller om gipsweekendens forløb og andre aspekter af skolens virke.

Tre glade billedskolebørn

Peter Madsen
Torsdag den 10. november havde Peter Madsen taget en dag ud af kalenderen – en pause i arbejdet med Valhalla seriens 13. bind – for at fortælle os om tegning og komposition set i lyset af hans livslange, internationalt anerkendte arbejde med tegneserier. Stille og omhyggeligt tegnede og fortalte han om disse ret svære emner, og imponerende var det at se, hvordan hans tanker gik klart igennem til alle aldersgrupper fra de helt små til de store, der også var med. FRØS Herreds Sparekasse havde hjulpet med at løfte den store økonomi bag projektet, og det var derfor lidt ærgerligt, at ikke alle skolens elever havde meldt sig til – sikke et udbytte de kunne have fået. Til gengæld blev det en mere intim oplevelse for dem, der var med, og Peter Madsen kunne nå rundt og tale med hver elev om de opgaver, som han stillede dem undervejs.

Fernisering – elevernes udstilling
Det første semester vil vi gerne runde af ved at lave en udstilling af nogle af de mange fine resultater. Af pladshensyn bliver der tale om to værker pr. elev.
Ferniseringen finder sted lørdag den 14. januar kl. 15 og udstillingen kan ses frem til og med søndag, den 29. januar 2006.

Vejen Billedskoles andet semester
I løbet af det første semester har lærerne i fællesskab valgt at lave et samlet forløb omkring de grundlæggende teknikker - undervisningsplanen har været delt ud til alle eleverne. I andet semester vil de arbejde med mere individuelle forløb, men er dog enige om, at alle hold kommer omkring maleri, skulptur og tegning/grafik. Inden raku brændings dagen den 29. april (se kursustilbudsoverigten) vil der også blive lejlighed til at arbejde med ler, så alle kan have noget med på ildens dag.

Vi håber, at flest mulig vil bakke op om de fælles aktiviteter, der er sat på programmet. Ud over den intensive undervisning giver de nogle helt andre input til ungerne – og en god følelse af fællesskab.

Lidt om Vejen billedskoles undervisere
Nu er det vist på plads med en kort præsentation af kræfterne bag undervisningen: Mandagsholdet går hos Dorte Lehmkuhl, der er uddannet lærer og er ansvarlig for billedkunstundervisningen på Grønvangsskolen. Lige nu samarbejder hun med en gruppe elever fra Kunstakademiet i København om kunstneriske indspark til den nye skole. Næste sæson underviser hun om fredagen.

Tirsdags- og lørdagsholdet går hos Beata Fabricius, der kommer fra Ungarn. Dér har hun taget sin uddannelse med særlig vægt på de kreative fag. I Danmark har hun på seminariet videreudviklet sin indsigt på dette område. Til daglig er kun tilknyttet Askov-Malt Skole.

Onsdagsholdet går hos Lene Kersting, der er uddannet på keramiklinien på Designskolen i Kolding. Ud over at være medlem af landsforeningen af danske kunsthåndværkere (DKL) er hun til daglig lærer både på Askov Højskole og på efterskolen sammesteds.

Torsdagsholdet går hos Bo Worsøe, der har taget voksenpædagogisk grundkursus og i årene 1981-83 har gået til tegneundervisning på Det fynske Kunstakademi. Han har periodisk været tilknyttet forskellige kunstneriske undervisningsforløb.

Fredagsholdet har Ulla Holm som lærer. Hun er er uddannet kontorassistent i reklameafdelingen på Phønix, hvor hun i 10 år arbejde med lay-out og rentegning. I 1990-92 gik hun på Kunstakademiet Andromeda hos Baukje Zijlstra  og har i mellemtiden også taget voksenpædagogisk grundkursus. Ulla underviser fremover om mandagen.

NYT fra Vejen Kunstmuseum - H. C. Andersen udstilling og børnehave besøg
Med tre forskellige indgangsvinkler – fra tre helt forskellige generationer - kastede Vejen Kunstmuseums efterårsudstilling lys på H. C. Andersens eventyrlige verden. På de grønne vægge i Skibelundsalen hang et udvalg af Peter Madsens originaltegninger. I montrer rundt om i salen var opstillet de statuetter, som billedhugger Niels Hansen Jacobsen (1861-1941) skabte med afsæt i udvalgte eventyr, og slutteligt var der midt i salen 22 kasser, hvor skolebørn fra lokalområdet klassevis havde tolket hver sit eventyr.

Det er dejligt at opleve den energi, der går fra mødet med disse sammenstillinger. Alle kommunens 4. klasser var forbi for at høre om udstillingens dele, og historien gik rent ind. Selv en del af 2. klasserne var turen rundt og se på både Peter Madsens og Niels Hansen Jacobsens bud på ”Historien om en Moder” – sjovt var det at tale frem til en moderne udgave af emnet: En mor i nutidstøj og Døden, der som ’urtegårdsmand’ kunne løbe af sted i Kansas-arbejdstøj med en plæneklipper på ryggen, eller sidde højt hævet oppe på sin mejetærsker – sikke en video, der kan laves! 

Siden sidst har der også været besøg fra Bakkegårdens Børnehave. Op til deres generalforsamling har alle 72 børn holdvis været på museet – har hørt lidt om Hansen Jacobsen og set hans stuer, oplevet Skulptursalen og selv prøvet både at tegne og modellere. Det har været spændende at se, hvor optaget børnene er, og hvor let det er at fange de helt små. Men der er nu også en verden til forskel på børnehavens stuer og museets mægtige 8-kantede Skulptursal – som på et slot har man dem straks i sin hule hånd! I billedhuggerens stuer er det antikke, asiatiske skakspil et hit – og berigende var det at kunne fremdrage en ægte elefanttandsspids for at vise, at figurerne var lavet af elfenben. Svært var det også at gætte, at det var hesten, der havde stillet halehår til rådighed for vævningen af betrækket på billedhuggerens udsøgte stole!

 


Til top  

Tilbage